Ny Producent hos Haandarbejdets Fremme

 Foreningen Haandarbejdets Fremme

O. Oehlenschlägers Eftf. ApS – Nørskovsmindevej 36 – 8882 Fårvang – Tel. +45 86 88 36 70 ooe@ooe.dk

Foreningen Haandarbejdets Fremme søgte sidste år efter en ny producent til deres skønne broderi-mønstersamling samt deres andre fantastiske produkter. I den forbindelse blev vi spurgt, om det var noget vi havde lyst til at prøve kræfter med. Efter mange overvejelser blev vi enige om at det var en ære at få et sådan tilbud, og at vi vil gøre alt hvad der er i vores magt for at udføre opgaven bedst muligt.

Vi står nu over for opgaven og glæder os til i fællesskab med Foreningen at udvikle nye design og produkter til stor glæde for alle Haandarbejdets Fremme fans. Mere om dette kommer senere på året.

I efteråret 2009 købte min mand og jeg rettighederne til O. Oehlenschlägers for at bevare det urgamle navn samt design efter mange års uro. Vi har begge arbejdet hos O. Oehlenschlägers i utallige år og har begge en stor kærlighed til branchen, derfor var det os vigtig at bevare mærket og firmaets gamle traditioner. O. Oehlenschlägers blev grundlagt i 1874 med det formål at designe og levere broderier i høj standard og det vil vi gøre vores bedste for i fremtiden.

I forbindelse med at vi har indgået en lincenskontrakt med Foreningen Haandabejdets Fremme er der desværre opstået mange rygter angående produkternes fremtidige kvalitet m.m. og jeg vil gerne benytte lejligheden til at forsikre at alle produkter som bliver udbudt under navnet Haandarbejdets Fremme er godkendt og licenseret af Foreningen. Vores mål er at alle produkter har samme standard eller højere end hidtil. Selvfølgelig kan vi ikke ændre eller forbedre det udleverede materiale fra i dag til i morgen, men på sigt er det vores håb at forbedre gamle skitser og forsider. Her i begyndelsen er vi dog nødsaget til at bruge hvad vi har. Et andet vigtigt mål er at videreudvikle garnfarver, stof og andre materialer til stor glæde for alle.

Vi håber og tror på jeres forståelse og hjælp i en turbulent begyndelse samt på mange års godt samarbejde med forhandlere og broderiglade forbrugere.

Janni Blankenstein