Producent hos Haandarbejdets Fremme
O. Oehlenschlägers Eftf. ApS
Nørskovsmindevej 36 – 8882 Fårvang – Tel. +45 86 88 36 70
Foreningen Haandarbejdets Fremme drives af ulønnede frivillige kræfter. Foreningen benytter sig derfor af en professionel producent til vores skønne broderi-mønstersamling samt vores andre fantastiske produkter.
Foreningen udvikler hele tiden nye design i samarbejde med danske broderi kunstnere og O. Oehlenschlägers Eftf. sørger for at vores produkter, til stor glæde for alle Haandarbejdets Fremme fans, distribueres ud til vores forhandlere og videre ud til forbrugeren.
Lidt om O. Oehlenschlägers
I efteråret 2009 købte min mand og jeg rettighederne til O. Oehlenschlägers for at bevare det urgamle navn samt design efter mange års uro. Vi har begge arbejdet hos O. Oehlenschlägers i utallige år og har begge en stor kærlighed til branchen, derfor var det os vigtig at bevare mærket og firmaets gamle traditioner. O. Oehlenschlägers blev grundlagt i 1874 med det formål at designe og levere broderier i høj standard og det vil vi gøre vores bedste for i fremtiden.
I forbindelse med at vi har indgået en licenskontrakt med Foreningen Haandarbejdets Fremme, er vi med til at sikre Haandarbejdets Fremmes produkters fremtidige gode kvalitet m.m. Alle produkter som bliver udbudt under navnet Haandarbejdets Fremme er godkendt og licenseret af Foreningen. Vores mål er, at alle produkter har samme standard eller højere end hidtil. Selvfølgelig kan vi ikke ændre eller forbedre ældre materiale fra i dag til i morgen, men på sigt er det vores håb, at forbedre gamle skitser og forsider. Du kan derfor opleve, at hvis du bestiller ældre pakninger, at få en ældre vejledning, hånd-patronerede mønstre eller måske også tekster, der er skrevet på skrivemaskine. Men det ser vi som en charme og dejligt at have over 90 år gamle designs at tilbyde.
Et andet vigtigt mål er at videreudvikle garn farver, stof og andre materialer til stor glæde for alle.
Vi håber og tror på mange års fortsatte gode samarbejde med Foreningen Haandarbejdets Fremme, deres forhandlere samt broderiglade forbrugere.
Janni Blankenstein